Nyt fra Pårørendeforeningen juli 2000

I de fem år jeg har været psykolog i Landsforeningen Pårørende til Sindslidende, har jeg talt med mange unge, der er vokset op med en sindslidende forældre. For de flestes vedkommende har der været tale om en mor, der har været ramt af en depression eller en manio-depressiv lidelse. Enkelte af forældrene har haft skizofreni eller en alvorlig personlighedsforstyrrelse. Det, der har betydning for de unges opvækst og udvikling, er ikke sindslidelsens art, men hvor alvorlig den har været og hvor længe det har stået på. En anden vigtig faktor er, om der har været bare én voksen, der har set dem og deres særlige vanskeligheder, en voksen, der har turdet være der for dem.

De fleste unge henvender sig til os, fordi de har aktuelle problemer i omgangen med den sindslidende forældre eller problemer i forhold til behandlingssystemet. Men meget hurtigt viser det sig, at de selv har nogle vanskeligheder at slås med. De er vældig gode til at klare pressede situationer og til at løse andres problemer, men når det handler om dem selv, bliver det vanskeligt.

Det der er karakteristisk for de unge vi ser, er, at de på overfladen er succesfulde voksne, men at de under overfladen er sårbare og har problemer med at få deres voksne liv til at fungere.

Når et barn vokser op er det af fundamental betydning for personlighedsudviklingen, at der er en tryg og stabil base at forholde sig til, så barnet på den baggrund kan udvikle en grundlæggende tillid til:

  1. at verden er god og tryg at være i og til at regne med
  2. at man selv er ok og har kompetence til at klare sig, og hvis ikke så
  3. er der hjælp at hente, når der er brug for det.

Dette er forudsætningen for at kunne udvikle en god og stabil selvværdsfølelse altså følelsen af at man er noget værd i sig selv, og tillid til egne evner også kaldet selvtillid.

Når den voksne, der skal være tryghedsskabende er ustabil, bliver dette meget vanskeligt. Mange giver udtryk for, at de aldrig vidste, hvad der ventede dem, når de kom hjem fra skole. Der var en altid lurende frygt for hvordan mor havde det, eller hvad der kunne være sket mens man havde været væk og ikke har kunnet passe på. Børnene får en grundlæggende oplevelse af at verden er uforudsigelig. Det bliver nødvendigt for dem at udvikle nogle overlevelses strategier.

Mange af disse børn bliver overansvarlige og påtager sig en masse pligter og opgaver, som de i grunden ikke kan magte. Det er almindeligt at tænke, at hvis jeg bare kan gøre dette eller hint godt nok, så vil mor have det godt. Men barnet oplever så gang på gang, at det ikke lykkes. Dette kommer til at virke som en bekræftigelse på, at det er barnet, der er noget i vejen med, og bærer således ved til følelsen af ikke at være god nok. De kommer til at påtage sig ansvaret og skylden og udvikler en ekstrem opmærksomhed for andres behov for at kunne opfylde dem, før det går galt. Samtidig lærer de at undertrykke deres egne ønsker og behov i en sådan grad, at de ikke længere kan mærke dem. De lærer at være usynlige og ikke til besvær. De bliver stille og dygtige og stærke, og omgivelserne er imponerede over, hvor godt de klarer det og ser samtidig ikke det ensomme og bange barn, der skjuler sig bag den kompetente overflade. De bliver alt for hurtigt voksne.

Disse børn oplever, at de ikke at blive set som den person de er og værdsat for det de er, for der igennem at opleve, at de har en værdi i sig selv. De bliver set for det, de kan præstere.

Børnene vokser således op med følelsen af at være ansvarlig for den voksnes tilstand, og tænker, at når det går galt er det min skyld, fordi jeg ikke er god nok til at gøre det rigtige. På den måde bliver det utroligt farligt at fejle. Barnet kan udvikle en sårbarhed over for kritik og bliver lynhurtig til at påtage sig skyld og ansvar for alle tænkelige ulykker. Mange udvikler et stort behov for at have kontrol og for at kunne forudsige og planlægge. Det bliver vanskeligt at være spontan og give udtryk for egne følelser, især bekymring og vrede. På den måde bliver det vanskeligt at finde ud af, hvad man selv vil eller ikke vil – bør eller ikke bør og dermed at finde en naturlig grænse i forhold til andre. Når man ikke har lært at mærke sine egne grænser, når de ikke er blevet taget hensyn til, men overskredet gang på gang, bliver det svært at sætte grænser for andre.

Dette kommer til udtryk både over for den sindslidende forældre - det er svært at hive telefonstikket ud, når mor har ringet utallige gange, når man er bange for, at det vil betyde, at hun bliver mere syg eller eventuelt gør en ulykke på sig selv - og når den unge skal til af finde sine egne ben i voksenlivet og i et parforhold.

De unge, jeg har talt med, giver udtryk for, at de ikke kan finde ud af, hvordan man gør. De mangler rollemodeller for, hvad man kan forvente og kræve af en anden. Mange kan ikke huske særligt meget fra deres barndom. Det er for ubehageligt og bliver derfor fortrængt. Det kan få den betydning for den unge, at når de selv bliver forældre og skal til at bruge det beredskab, som egne erfaringer giver, så er det der ikke. De ved godt, hvordan det ikke skal være, men har svært ved at finde ud af, hvordan de selv skal gøre. Dertil kommer, at de har svært ved at knytte sig til andre af angst for at blive svigtet, samtidig med at de fleste har et stort behov for at "være den lille og blive passet på’’. Mange oplever en sorg over den tabte barndom – over den mor, som ikke var der og aldrig vil blive, som man ønsker sig. Det træder især tydeligt frem i det øjeblik den unge selv bliver forældre i form at savnet af en brugbar bedstemor, man kan få vejledning og støtte hos.

Oven i det hele kommer så angsten for selv at blive syg, eller at deres egne børn vil blive det.

Et er sikkert, de vil ikke være som den syge forældre, og er meget opmærksomme på træk hos dem selv, der kunne være tegn på sygdom.

Hvad skal det til for at hjælpe disse unge?

Vores erfaring, som også er blevet bekræftet af undersøgelser både her i landet og i udlandet, er, at det hjælper at få lejlighed til at tale om dette, så den unge kan få rede på, hvad der rumsterer inden i dem, som gør dem så usikre og sårbare - finde ud af, hvad det er for nogle tanker og følelser de bærer på, som forstyrrer dem i deres relationer til andre mennesker, og som forhindrer dem i at gøre de ting, de gerne vil. Dette kan ske enten individuelt med en psykolog eller sammen med andre i samme situation i en gruppe ledet af en psykolog.

De her er beskrevne risici for personlighedsudviklingen, der kan være ved at være vokset op med en sindslidende forældre, adskiller sig ikke fra andre forhold, hvor forældrenes evne til at yde den nødvendige omsorg og kontakt er reduceret. Man finder for eksempel de samme problemer hos børn af alkoholikere eller forældre med anden form for misbrug. Hvis man skal afhjælpe disse følger, er det af stor betydning, at man sætter ind så tidligt som muligt i barnets liv, det vil sige inden den skæve udvikling har fået for godt fat. Der må en opsøgende og forebyggende indsats til.